|
Stranden: Stranden udgør næsten halvdelen af Rømøs
areal. Den er ca. 15 km. lang og bredden varierer fra 1 til 4 km. Vi praler med
at vi har Europas bredeste strand, så her er plads til alle.
Selv i
højsæsonen er der god mulighed for at finde en plads for sig selv. Stranden
bliver endda bredere og bredere og der bliver efterhånden dannet klitter og
vegetation tæt ved havet. Det er nemlig sådan, at der ved en kraftig storm fra
vest flyttes sand hertil fra den tyske ø, Sild, da den ligger længere ude i
Vesterhavet end Rømø.
Rømøs strand er i dag blevet inddelt i forskellige områder. Et område for
kitebuggies, et område for strandsejlads, et område for FKK badning (dvs. uden
badetøj), et bilfrit område, et windsurfer-område, et område til militære øvelser
og så et område, der er fredet til fuglene. Så man kan vist roligt sige at Rømøs
strand varetager mange gruppers interesser.
Det er ligeledes vigtigt at nævne,
at man gerne må køre i bil på stranden. Det kan i første omgang godt lyde som en
ulempe. Men når stranden ved Sønderstrand er 3 km. bred, kan det godt være en
lang tur, for især små børn at nå vandkanten til fods. |
|

Så selvom der fra
hotellet kun er 2 kilometer til stranden, så er der altså hele fem kilometer til
selve vandkanten. Og så er det pludselig ikke nogen ulempe at kunne tage bilen
hele vejen.
Når man igen forlader Rømø, anbefaler vi at man tager
strandvejen. Denne rute giver virkelig et godt indtryk af, hvad Rømø har at byde
på. Hovedveje ser man jo så tit – prøv derfor at køre til Sønderstrand og følg
diget i nordlig retning. Kør ca. 10 km. og kør op igen ved Lakolk og fortsæt øst
på over dæmningen. Så har man virkelig set Rømøs smukke strand. |