Havørnene i Nationalpark Vadehavet

Havørnen er med sit vingefang på op mod 240 cm én af de helt store flyvere i Nationalpark Vadehavet. Den er i al fald den største rovfugl i området, og det er tydeligt, at de mange andre fugle i Vadehavet har stor respekt for ’den flyvende dør, som nogle ynder at kalde den store ørn.

Tidligere var den stolte fugl ikke almindelig at se i vadehavsområdet, men inden for de seneste to årtier er der bare dukket flere og flere op. Det sker i takt med, at den danske og nordtyske ynglebestand er vokset, og det er især i vinterhalvåret at ørnene har fået øje på Vadehavet og de gode fødeforhold på kysten her. Det gælder både de voksne ynglefugle, og især de mange ungfugle, der efterhånden kommer ud af den voksende ynglebestand. Nogle steder, som fx på Fanø og i Tøndermarsken, kan man nu til dags opleve at se flere end ti havørne på en enkelt dag.

Havørnenes spiseseddel er lang, og de tager såvel frisk fanget bytte som ådsler. Dog ser det ud til, at andefugle, og gerne større andefugle, som fx bramgæs er de fortrukne byttedyr. Og er man heldig, kan man se dem jage over Vadehavet og opleve, hvordan de lidt tunge og klodsede fugle forvandles til lynhurtige og velmanøvrerende dræbere!

(Tekst: J. Frikke)