Dagsture for erfarne ryttere

14034796_1216038931773770_112626599762443018_n

Slagterbænken & Havsand

4 timers strandtur! Vi rider nord på op ad stranden langs Vesterhavet og ind igennem det smukke klitområde på vejen hjem. 

Under pausen, hvor der også tilbydes lidt at drikke, er der mulighed for at tage sadlen af og begive sig ud på en svømmetur med hestene, så husk badetøjet.

  • Pris pr. pers DKK 665,-
14556677_1263012670409729_5051345898370134246_o

Rømø halvdagstur

Oplev vores 5 timers tur på ryggen af vores fantastiske islændere, mens vi tølter afsted over Nordeuropas bredeste strand og rider i hurtig galop langs brandbæltet!

Turen går først af små hyggelige grusveje, inden vi kommer ind i Vråby Plantage. Her kan man ofte, hvis man holder øjnene åbne, se rådyr der står og græsser og kigger på os, mens vi tølter forbi. Vi rider galop ud af markveje og skridter gennem klitterne, inden vi ankommer til Sønderstrand. Herfra tølter vi ud over stranden, måske med en lille galop, inden vi rider ind i den næste klitrække. Herfra kommer vi ud til vandet, hvor vi tager en frisk galop i det bløde sand, så tempoet kan holdes afslappet og stabilt. Her mærkes vinden i håret og suset i maven på enhver der elsker ridning. Vi følger prilen rundt og rider over på den anden side af denne, hvor vi fortsætter et langt stykke langs vandkanten i både skridt, tølt og galop. Vi når op til Lakolk, øens strandby, hvor vi tager sadlerne af hestene og holder frokostpause og hygger os. Efter frokosten sadler vi hestene op igen og rider ad Småfolksvej og over en mark ind på brandbæltet, hvor vi tager endnu en frisk galop, og rider ind i Kirkeby Plantage ad sjove snoede skovstier og igennem hede områder, og nyder den dejlige duft af skoven. Vi rider mod Vråby Plantage hvorfra vi startede, og tilbage ad grusveje.

Oplev unik natur på hesteryg

Mandø

8 timer / 4½ timers ridning

Som om at Rømø ikke har rigeligt med skøn natur at byde på, så ligger Mandø jo ikke mere end et stort stenkast nord for Rømø. Her bor ikke mere end 35 indbyggere, så her kan man forvente fred og ro i store mængder.

Her har vi en lille gård, som vi kalder Mandøgården. Med denne base giver det os et utal af muligheder for at udforske nabo-øen Mandø på hesteryg.

Ved denne tur er det først muligt at få det præcise mødetidspunkt en til to dage før, da vi skal studere tidevandstabeller og grafer for at planlægge turen, så vi ikke bliver alt for våde.

På vores Mandøtur starter vi i stalden, hvor vi får tildelt hestene som skal læsses og udstyret skal pakkes. Her fra kører vi, med hestene i traileren, til Vester Vedsted, hvor vi sadler hestene op og rider afsted. Det er også muligt at møde os direkte i Vester Vedsted efter aftale.

Vi følger de ensomme døde træer, som  markerer den gamle Ebbevej, som fører os hen over havets bund, hen til Mandø. Denne gamle, historiske vej er ikke egnet til biler, så den er nem at have for sig selv.

Tidevandet tæller. Derfor gælder det om at få redet øen rundt inden vandet stiger igen. Hvis ikke vi når det, kan det blive en god svømmetur! Ved alt for højt vand rider vi på den nye Ebbevej der hedder Låningsvejen, hvor biler også må køre. Regnbukser og gummistøvler er anbefalet, også selv om det ikke regner.

Når vi når helt derovre og rider hen over diget kan man se hele øen rundt fra toppen. Vi rider langs diet rundt igennem heder og strand og også gennem Mandøs eneste by, Mandø By. Efter markstierne ender vi på Mandøgården hvor vi spiser noget frokost og nyder freden en sidste gang, før vi rider ud igen hen over Ebbevejen, tilbage til Vester Vedsted, og så går turen hjem til Rømø igen.

Man skal selv køre til Vester Vedsted ellers er der en gebyr på 150,- for at køre med os.

Koresand

7½ time / 3½ timers ridning

Vil du opleve noget af Danmarks mest unikke og uberørte natur på hesteryg?  Så skal du med os til Koresand. Her kan du opleve sandflugt, priler, sæler, et rigt fugleliv, vandhuller og ikke en eneste turist eller bil!

Vi mødes i stalden for at få uddelt og klargjort hestene. Herefter er det ombord på traileren og så går turen til vores gård på Mandø. Herfra rider vi gennem byen, over diget og ud på Koresand, selvfølgelig timet med tidevandet.

Koresand er en ca. 24 km2. stor sandbanke i Vadehavet sydvest for Mandø. Området bliver også kaldt for Den Våde Ørken, og det med god grund. Der er sand så langt øjet rækker. Kommer man langt nok ud kan man hverken se land eller vand. Trods at Koresand bliver større og større som tiden går, er der ingen beplantning eller faste klitter, da hele området stadig bliver dækket af havet under stormen. Det er en helt fantastisk frihed at ride i skridt, tølt og galop hen over det flade sand, med følelsen af at man kan blive ved i uendeligheder. På turen er der stor mulighed for at møde områdets eneste beboer. 

Rigeligt med plads, hav hele vejen rundt, godt udsyn og ingen mennesker, det gør Koresand til det perfekte sted at være for hundredvis af sæler samt tusindvis af fugle.

Efter omkring 3½ times ridning ender vi tilbage på Mandøgården, hvor vi spiser nogle sandwichs sammen. Derefter pakker vi hestene sammen igen og kører hjem til Kommandørgården. Her fodrer vi hestene, lukker dem ud på foldende og siger tak for i dag.

Man skal selv køre til Mandø  ellers er der en gebyr på 150,- for at køre med os.

 Politiken skrev om vores Rømø og Mandøture !

“På ryggen af Frosty banker hjertet hurtigere: Med adrenalin i blodet og skumsprøjt i ansigtet går det i galop gennem Vadehavet

Fra hesteryggen spotter vi muslinger og østers, og de slanke høje træer viser ruten, Ebbevejen, gennem havet fra fastlandet til den lille ø. Vi indånder Vesterhavets friske havduft. «Her kan I se, hvor højt vandet når op, når det er højvande», fortæller Mathilde Hjort og peger på et mærke cirka 2 meter over havoverfladen. To gange i døgnet oversvømmes vejen til Mandø, så vi skal både nå over og hjem igen, inden vandet kommer.” #EVA HOLTEGAARD-KASLER

Børn 4-11 år – 10% rabat

Hotel- og Campinggæster – 5% rabat

Fotokommandoergaarden 220