Den islandske hest

De islandske heste stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end 1100 år siden. Der har ikke været importeret heste til Island siden Vikingetiden. Derfor har vi i denne enestående hesterace Nordens eget, oprindelige fuldblod i form af de stærke, små töltere.

Naturen, som hestene har levet i gennem århundreder, har gjort dem sunde og hårdføre, og islændingenes krav til et alsidigt transportdyr i det uvejsomme terræn har skabt en usædvanlig pålidelig, stærk og behagelig ridehest, utrolig sikker på benene og med masser af temperament og løbevilje.

Den islandske hest er først og fremmest en brugshest, hvor den største vægt lægges på gode rideegenskaber. Den skal være modig og selvstændig, villig og samarbejdsvillig. Den skal være nem at holde og må have god tilpasningsevne og frem for alt et godt sind.

Alle farver, aftegninger og farvekombinationer er tilladt, ja endog velkomne.
Det er hestens gangarter, der mere end noget andet har banet vejen for den succes, som de islandske heste har fået i de senere år i det meste af Europa og Nordamerika.

Foruden de tre grundgangarter, som alle hesteracer formodes at beherske skridt, trav og galop, har islandske heste anlæg for yderligere to gangarter: tölt og pas.

Unavngivet

Gangarterne

Den islandske hest har 5 gangarter.

Skridt er en firtaktet gangart, hvor hesten går. Skridt er den eneste gangart, som ikke er elastisk, fordi benene støtter underlaget længere, end de svæver.

Trav er en totaktig gangart for en hest. De diagonale benpar sættes ned og løftes op på samme tid. Mellem hver diagonal benpars nedsætning svæver hesten kortvarig. Det giver travet fire elementer. Det vigtigste krav til travet er, at de diagonale benflytninger er regelmæssige og lige.

Tölt er en firtaks gangart med samme benflytningsrækkefølge som i skridt: højre bagben, højre forben, venstre bagben og venstre forben. Hesten har altid et eller to ben i jorden, hvor den i skridt altid har to eller tre ben i jorden. Der er ikke noget svæv, og det gør gangarten utrolig behagelig for rytteren.

Galop er den hurtigste af disse. Hesten har den ene sides for- og bagben foran den anden sides ben og løfter alle ben samtidig, hvorved hesten i et øjeblik er uden kontakt med jorden.

Pas er en totakts gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidigt – og med en lang svævefase inden næste benpar rammer jorden. Derfor kaldes gangarten flyvende pas. Hastigheden ligger omkring 40 km/time og rides over korte stræk.