Miljøministeriet har i samarbejde med Dansk Kano- og Kajakforbund lavet 39 kajakruter, fordelt over hele Danmark, så flere danskere kan få en god oplevelse, når kajakken sættes i vandet.
Kajakruterne er et tilbud til de, som ønsker at opleve Danmarks smukke kyststrækninger, hvor man kan være heldig at opleve marsvin, sæler og havfugle. De 39 ruter ligger overalt i Danmark. Der er mulighed for at tage en tur på Vadehavet, hvor tidevandet byder på spændende udfordringer, rundt om Læsø i følgeskab med spættede sæler eller en rundtur i det sydfynske øhav ved Svendborgsund. Man kan også tage en weekendtur på Isefjorden med kajakruten fra Holbæk til Rørvig.