Turen begynder ved turistkontoret. Fra Tvismark går turen vest på til Lakolk ad Skinnevejen gennem et fredet klithedeområde med mange forskellige dyre- og plantearter. Lige inden Lakolk ser man mod syd ud over Lakolk-søen, der rummer et meget rigt fugleliv. Der er ikke adgang til rørskovsarealerne omkring søen. Fra Lakolk fortsættes på sandstranden enten helt ude ved vandet (den stiplede linie på kortet) eller inde langs de fredede sandmarskområder. Ved Sønderland fortsættes mod øst gennem de dyrkede sandmarskarealer og nordpå gennem sandmarsk og klithede og videre gennem Kirkeby Plantage og Kongsmark.
ca 17 km – ca 5 timer
Turen begynder ved Rømø kirke. Herfra går man gennem Vesterhede og Vråby Plantage med Stagebjerg hvorfra der er en glimrende udsigt. Turen fortsætter ad vejen gennem de dyrkede sandmarskarealer, gennem klitterne til Havsand og videre syd på langs klitterne. Ved nedkørslen kan enten fortsættes oppe på diget til Havneby eller ved lavvander syd om marskområdet på den første del af strækningen. Fra Havneby fortsættes nord på forbi fortidsmindet Borrebjerg og videre gennem sommerhusområdet tilbage til kirken.
ca 14 km – ca 4 timer
Turen begynder ved en af rastepladserne og er afmærket med gult på lave stolper. Turen går gennem en del af Tvismark Plantage og det tilstødende klithedeområde. Fra det 20 m høje Høstbjerg er der en fin udsigt ud over Rømø.
ca 3 km – ca 1 time