“Vi er født ved Vadehavet med Vesterhavets brise i manen. Med masser af leg og fri bevægelse voksede vi op og bliver store og stærke. Nu galoperer vi hen over Rømøs strande og viser folk fra hele verden rundt, i den verden, som vi kommer fra.”
De fleste af alle vores rideheste er født og opvokset her på Rømø.
Staldmiljø
Om dagen står alle vores rideheste oppe i vores paddocks på islændercenteret: opdelt i hopper og vallakker. Her går de primært på gummimåtter og beton for at undgå mudder, både for hestenes og ride-gæsternes skyld. I deres paddocks har de adgang til sandkasser de kan ligge og rulle sig i, et stort afdækket område med halm til at putte i.
Fra april til november og ved rengøring af paddock drives hestene via løbegange til store markarealer ved Vadehavet. Her er der masser af plads til at være hest efter en hård arbejdsdag.
Mange rideskoler har hestene i boks 80% af døgnet. Vi forsøger at give vores heste meget mere frihed. Vi har kun heste på boks hvis de er under behandling. Derfor har vores heste også flere rifter og småskrammer end bokseheste har.
I er velkomne til at hjælpe med at lukke dem ud om aftenen. Spørg staldpersonale om tidspunkt.